Betal dig selv først – Automatiser din vej til rigdom

Betal dig selv først – Automatiser din vej til rigdom

Skal jeg sætte fingeren på en enkelt ting der har ændret min opsparingsrate radikalt, så er det begrebet ”betal dig selv først”. Det lyder helt simpelt, men det har taget mig lang tid at forstå den fulde mening af udtrykket.

Hvad betyder ”betal dig selv først” egentlig?

Jeg stødte først på udtrykket i Robert Kiyosakis bog ”Rich dad, poor dad”, hvor hans rige far forklarede ham som barn, at en af de vigtigste økonomiske lektioner i livet er, at man altid skal betale sig selv først og derefter kan alle andre få deres penge.

Det har taget mig omkring 10 år faktisk at få implementeret dette simple råd ind i mit eget liv. Nu betaler jeg altid mig selv som den første når der månedligt tikker penge ind på kontoen.

Gør du også det, så ved du præcis, hvad du har at gøre med til resten af måneden.

Opsparing steg med 1.000 + hver måned!

Før jeg introducerede ”betal mig selv først” begrebet ind i mit eget liv, havde jeg ikke en egentlig opsparing. Hver måned når lønnen gik ind på kontoen, betalte jeg min husleje og alle andre udgifter der var i løbet af måneden. Var der penge tilbage på kontoen sidst på måneden, så flyttede jeg dem manuelt over på en anden bankkonto.

Nu har jeg automatiseret, så jeg altid betaler mig selv først. Den 1. hver måned har jeg sat en automatisk overførsel i gang, så der bliver overført et fast beløb til min Nordnet konto. De penge bliver hver måned investeret i en indeksfond via månedsopsparingen på Nordnets platform.

Det har gjort en enorm forskel i mit økonomiske liv, at jeg fra hver måneds start allerede har betalt til mig selv. På den måde er det enormt let at se hvad jeg har tilbage til resten af måneden. Det har øget min økonomiske disciplin meget, og jeg holder mig indenfor mit planlagte budget hver måned.

Efter jeg har automatiseret, tænker jeg aldrig på det mere. Det sker helt automatisk, og jeg bemærker faktisk ikke, at jeg bruger mindre penge på månedlig basis, end jeg gjorde før ændringen.

Jeg ser det mere som en slags skat der går til mig selv, end jeg ser det som penge jeg ikke længere har tilgængelige til forbrug.

Derudover trækker jeg også betaling til A-kasse, Danmark, forsikring, el regning og SU-lån. Det løber op i underkanten af 3.000 kr pr. kvartal. Derfor overfører jeg fast 1.000 kr til budgetkonto, hvor jeg betaler regningerne fra. På den måde undgår jeg “stramme” måneder hver gang det bliver januar, april, juli og oktober. Nu er der i højere grad taget højde for de faste udgifter der kun kigger frem en gang i kvartalet.

Sådan kan du komme i gang på få minutter

Optimalt set kan du oprette en konto på Nordnets platform og komme i gang med at benytte deres månedsopsparing.

Læs – Investeringsrådet jeg giver til mine venner

Er du lidt utryg ved at investere, så kan du blot oprette en fast overførelse til en anden bankkonto.

Jeg vil anbefale, at det er til en bankkonto der ikke er ligeså let tilgængelig som din almindelige bankkonto. På den måde frister du ikke dig selv til at forbruge mere.

Undersøg om din bank tilbyder bankkontoer med højere rente, eller undersøg hvad andre banker giver i rente. Fx giver Lån og Spar 5% rente på din lønkonto.

Du er som altid velkommen til at kommentere med ris, ros, holdninger eller spørgsmål i kommentarfeltet nedenunder. Har du fundet artiklen interessant, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nye artikler sendt direkte til din indbakke.

Skriv en kommentar